Bogstavdiagnoser er symptombeskrivelser

– årsagerne til ubalancerne findes i barnets historie


Der har de seneste år været en enorm stigning i antallet af børn og unge, som har fået en ADHD- eller ADD-diagnose. Eller for den sags skyld en anden bogstavdiagnose inden for feltet autismespektrumforstyrrelser (ASF).
Det antages, at årsagen primært er genetisk, og der behandles ofte med centralstimulerende medicin og kognitiv adfærdsterapi. Men kan det tænkes, at børns funktionsnedsættelser opstår som følge af traumer, uhensigtsmæssige rammer i hverdagen og problematiske relationelle forhold?
Der er med mellemrum gang i debatten om ADHD og diagnosespørgsmålet. Og det er godt, for vi har længe været på galt spor. Samfundsdebatten begynder at skifte fokus fra diagnoser og medicinsk behandling til at se på børnene og deres udviklingsmuligheder i et meget bredere perspektiv. Det er en gave til børnene og til samfundet!
Nogle debattører efterlyser evidensbaseret forskning i den psykologiske og pædagogiske indsats for de udfordrede børn, og det kan der være brug for, idet vores behandlingssamfund er sådan fungerende, at vi har behov for videnskabelig forskning for at turde tro på effekten. Der er bare den ulempe ved den videnskabelige forskning, at den ofte peger i forskellige retninger afhængigt af hvilke undersøgelseskriterier, den bygger på, og at nye undersøgelser konstant dumper resultaterne af tidligere undersøgelser. Så det, vi som resultat af forskningen troede på for få år siden, gælder ikke længere. Hvordan kan det så være, vi tror så meget på de seneste resultater, at vi lever efter dem?

Tør vi se nærmere på vores samfundsstruktur og vores tilgang til børn som mulige årsager?
Mon sund fornuft og en kærlig forståelse af, at årsagerne altid findes i barnets historie eller miljø, kunne få så meget opmærksomhed og anerkendelse, at vi turde handle og iværksætte på den baggrund?
Ser vi sammenhængen mellem børnenes tidlige oplevelser og deres senere udfordringer? Og tør vi kigge vores samfundsstruktur efter i sømmene? Hvordan påvirker lange arbejds-, institutions- og skoledage vores børn? Hvordan påvirkes børnene af vores industrielt fremstillede mad og drikke med højt indhold af sukker og kemiske tilsætningsstoffer? Tør vi kigge vores egen tilgang til børnene efter i sømmene? Har vi det nødvendige overskud, er vi nærværende, tager vi kærlig voksenstyring, bruger vi tid nok med vores børn og skaber vi ro og struktur i hverdagen? Kan vores institutioner og skoler møde børnene på deres behov?
Kan disse forhold i virkeligheden være årsager til, at børnene får indre uro og bliver nødt til at reagere?

Læs hele artiklen her.