Foredrag og kursus om for tidligt fødte børn i dagtilbud

For tidligt fødte børn er ofte udfordret i både dagplejen og i institutionslivet. Allerede fra starten kan de overvældes af alle de nye personer, rammer, krav og indtryk.
Nogle børn har meget uro og bliver meget grædende eller udadreagerende, mens andre vender det hele indad.
Begge reaktionsmønstre kan relateres til den skæve start, børnene har fået på livet; Forstyrrelsen i den tidlige udvikling af nervesystemet/hjernen samt de svære følelsesmæssige oplevelser af chok, smerte, utryghed, angst, adskillelse og stress.
De typiske udfordringer for børnene er at skulle sige farvel ved aflevering om morgenen, skifte mellem aktiviteter, håndtere uforudsete hændelser/uro/mange sanseindtryk, være selvhjulpne, holde opmærksomheden og koncentrationen, styre impulserne, opfange kollektive beskeder, koncentrere sig om måltider og at indgå i socialt samspil.
Generelt har de præmature fra starten fået lagt kimen til et lavt selvværd.
De udadreagerende børn kan have svært ved at acceptere krav og indgå i positive sociale samspil.
De mere stille og forsigtige børn kæmper med mange følelser og tanker, som de holder for sig selv. De er ikke så synlige, og deres behov overses derfor nemt, men de har det mindst lige så svært.

Her kan du se en 4 minutters video om de typiske senfølger, der kræver viden og opmærksomhed i institutionerne:

Vi kan give børnene nye forudsætninger for at trives og udvikle sig

Når vi ser bag symptomerne og interesserer os for det enkelte barns historie, finder vi logiske forklaringer på årsagerne til dets udfordringer. Og det gør os i stand til at forebygge og afhjælpe.
Nøgleordene er indsigt og forståelse, en anerkendende og empatisk tilgang til børnene, faste og rolige rammer, forudsigelighed, hjælp til overblik og planlægning, sansemotorisk tilgang til kropslig ro og koncentration samt kreative aktiviteter, der er følelsesforløsende.
Vi kan således hjælpe børnene til et højere funktionsniveau, både fysisk, psykisk, kognitivt og følelsesmæssigt. Dermed optimeres også det sociale samspil.
Ønsker du at arrangere et foredrag om, hvordan du kan skabe en god hverdag med trivsel og positiv udvikling for de præmaturfødte børn, er du meget velkommen til at kontakte mig.

Kontakt mig for at høre mere og aftale nærmere. Du finder kontaktdata nederst på siden her.